FORSIDE -> BAGGRUND -> NORDIC LINK RAPPORT 1997 INDHOLD

GENNEMFØRTE UNDERSØGELSER

Dette afsnit giver en kortfattet beskrivelse af de væsentligste gennemførte og igangværende analyser og undersøgelser, der de seneste år har bibragt øget viden om infrastruktur, godstransport og driftsbetingelser i Nordic Link korridoren.

De undersøgelser, som vil blive kommenteret, er følgende:

  • Forskningsprojektet "Transportforbindelser og Nordjyllands erhvervsudvikling" ("TRANE").
  • PACT-programmet.
  • Transportkvalitet for godstransport.
  • Undersøgelser i relation til udgivne Nordic Link rapporter.

Endvidere peges der på enkelte andre undersøgelser af relevans for en videnopbygning omkring Nordic Link. Der er her tale om ad hoc undersøgelser, også i de tilfælde hvor det drejer sig om statistiske talstørrelser. De mere permanente informationskilder om den løbende trafikale udvikling i korridoren er omtalt i afsnit 4.



TRANE PROJEKTET

"TRANE" er en forkortelse for "Transportforbindelser og Nordjyllands erhvervsudvikling". Dette projekt blev gennemført af Aalborg Universitet (AAU) fortrinsvis i løbet af 1991-92, og med økonomisk støtte fra Aalborg Universitet og EU's Mål 2 midler. Projektets resultater er beskrevet i en række arbejdsrapporter og notater.

Et af projektets hovedresultater var en kortlægning af godstrømmenes sammensætning og geografiske fordeling i Nordic Link korridoren, baseret på en kombineret undersøgelse af tilgængelig trafikstatistik, havnestatistik og udenrigshandelsstatistik. Undersøgelsen, der bl.a. kom frem til et skøn over transittrafikken gennem Jylland i 1989, dækker talmateriale til og med 1990 og er dermed ved at være forældet, hvad den statistiske del af undersøgelsen angår.

En anden del af projektet præsenterede en fremskrivning af godstrafikken via færgeruterne under nogle forskellige regionaløkonomiske og teknologiske forudsætninger. Disse overvejelser er stadig relevante med henblik på en vurdering af den fremtidige transportudvikling i Nordic Link korridoren.

PACT PROGRAMMET

"PACT" er en forkortelse af "Pilot Actions for Combined Transport". Projektet blev igangsat og finansieret af EU-Kommissionen. Det gennemførtes i løbet af 1994-95 under ledelse af Nordisk Transport Udvikling (NTU) i samarbejde med en række forskellige partnere.

Formålet med projektet var at foretage demonstrationskørsler med kombineret transport i Nordic Link korridoren, især med henblik på tidsforbrug og omkostninger, for at skabe en permanent videnbasis for udviklingen af kombiservice, og for at analysere de forhold som øver indflydelse på kvaliteten af denne service.

Projektets resultater og konklusioner er beskrevet i følgende rapporter:

  • PACT projektet. Godstransport i Nordic Link. Status og potentiale for kombitransport (Agderforskning, juni 1994).
  • PACT Project. Combined Transport in the Nordic Corridor. Final Report (NTU for EU-Kommissionen, september 1994).
  • PACT Project II. Combined Transport in the Nordic Corridor. Final Report (NTU for EU-Kommissionen, december 1995).
  • Resumé af PACT I + II (NTU, 29 januar 1996).

Konklusionen på projektets undersøgelser var, at der findes både et markedsmæssigt og infrastrukturmæssigt potentiale for en øget anvendelse af kombineret transport i Nordic Link korridoren. Yderligere kan den konkurrencemæssige situation for kombineret transport i korridoren optimeres ved forholdsvis lidt investeringstunge systemforbedringer og organisatoriske ændringer. Der formuleres i forlængelse heraf nogle transportpolitiske anbefalinger og forslag til initiativer fra transportørernes side.

En af de teknologisk nødvendige forbedringer, der peges på, er udnyttelsen af telematiksystemer til en effektiv overvågning af transportkæderne i den kombinerede transport gennem korridoren. Endvidere peges der på den allerede etablerede omladningsfunktion for veksellad i Hirtshals færgeterminal, en tilsvarende funktion som er under overvejelse for Frederikshavn færgeterminal, og etableringen af en ny kombiterminal i Aalborg Østhavn.



TRANSPORTKVALITET FOR GODSTRANSPORT

Dette projekt blev finansieret af Transportrådet i Danmark og gennemført i løbet af 1994-96, under ledelse af konsulentfirmaet TetraPlan og med deltagelse af NTU og AAU. Projektet havde til formål at afklare og beskrive begrebet transportkvalitet i relation til godstransport. Det har identificeret og beskrevet en række konkrete kvalitetsfaktorer, der udover transportprisen har indflydelse for transportkøbernes valg af transportløsning, når det drejer sig om transport af enhedslaster i form af veksellad, containere og trailere.

Projektets hovedresultater er publiceret i Transportrådets notatserie og i en række tekniske notater, der kan rekvireres hos Transportrådet eller projektets partnere. Resultaterne stemmer overens med de konkrete konklusioner af PACT-undersøgelserne. Den generelle beskrivelse af kvalitetsbegrebet og den konkrete beskrivelse af en række kvalitetsfaktorer kan være nyttige for den fremtidige produktudvikling af transportløsninger i Nordic Link korridoren.



NORDIC LINK RAPPORTER

Siden initiativet til Nordic Link samarbejdet blev taget, har der været udgivet en række rapporter, som fremgår af publikationslisten bagest i nærværende statusrapport. Vægten i disse rapporter har været lagt på en opfølgning af hvordan transportaktiviteterne udvikler sig i korridoren, på en beskrivelse af politiske initiativer af relevans for Nordic Link, og på en præsentation af foreliggende statistisk talmateriale.

Nogle af de rapporter, der er af interesse i denne sammenhæng, er:

- Nordic Link. Hovedresultater (Nordic Link-gruppen, november 1990).

- Nordic Link. Perspektiv- og handlingsplan 1993 (Nordjyllands Amt, Direktionssekretariatet, oktober 1993).

- Nordic Link Årsrapport 1994 (Agderforskning, februar 1995).

- Nordic Link Årsrapport 1995 (Agderforskning, august 1996).

De to sidstnævnte årsrapporter indeholder præsentation af en del statistisk talmateriale af relevans for den videre analyse af godstransporten i Nordic Link korridoren. De bygger bl.a. på den norske udenrigshandelsstatistik, og på en analyse af varestrømme og valg af transportform for udenrigshandelen for fylkerne i Sydvestnorge. Der præsenteres også nogle resultater fra en svensk undersøgelse af lastbiltrafikken via Svinesund ("Den tunga trafiken på veg E6 mellan Norge och Sverige", BOSAM, Uddevalla 1994).



ANDRE UNDERSØGELSER

A/S Øresundsforbindelsen gennemførte i 1995 en spørgeskemaundersøgelse af lastbiltrafikken via de danske færgehavne. De resultater, der foreligger for især Grenå, Hirtshals og Frederikshavn, er særdeles relevante for analyse af det geografiske mønster for godstransporten via færgeruterne i Nordic Link korridoren. Oplysningerne betragtes dog i et vist omfang som kommercielt fortrolige, og en aftale med færgerederierne og A/S Øresundsforbindelsen er nødvendig, før materialet kan benyttes.

INFOSTAT er et igangværende EU-forskningsprojekt med det formål at foreslå en struktur for et kommende fælles informationssystem til betjening af beslutningsprocessen vedrørende transportpolitik på EU-niveau. Projektet og efterfølgende forskningsprojekter med et tilsvarende formål har ikke til opgave at producere egentlige databaser; men de principper, der udvikles (inkl. GIS præsentationsværktøj), kan også benyttes til opbygning af regionale databaser. Agderforskning deltager som en af hovedpartnerne i projektet, der forventes færdigrapporteret i løbet af 1997. Opfølgende projekter opstartes i løbet af 1997 og forventes færdige i løbet af 1999.

Agderforskning har gennemført en varestrømsanalyse af otte fylker beliggende i Kyststamvegens interesseområde. Disse analyser er tilgængelige i rapportform. Nogle hovedresultater fra undersøgelsen er, som nævnt ovenfor, omtalt i Nordic Link Årsrapport 1995.

NTU og Agderforskning er aktive partnere i det delvist EU-finansierede forskningsprojekt "Scandinet", der har til formål at udvikle kombinerede transportløsninger og transportkæder i nogle af EU's vigtigste transportkorridorer.

VURDERING AF UNDERSØGELSERNE

Der foreligger en hel del nyttigt materiale som beskrevet ovenfor, både hvad angår den teknologiske udvikling i transportsektoren i Nordic Link korridoren og statistisk materiale om trafik og transportstrømme i korridoren.

Der er imidlertid behov for en mere systematisk og helhedsorienteret præsentation af den foreliggende information om Nordic Link korridorens transportaktiviteter. En sådan præsentation er ikke umiddelbart ligetil at gennemføre, da oplysninger skal hentes fra mange forskellige kilder både på statsligt, regionalt og lokalt niveau i de berørte lande. Endvidere er en del statistisk materiale slet ikke tilgængelig, fx vedrørende godstrømmenes sammensætning og OD-mønstre (jf. det efterfølgende afsnit 4).

Endelig er der et behov for at samordne de ad hoc prægede undersøgelser med de permanente og løbende informationskilder, som er beskrevet i det efterfølgende afsnit 4.

FAKTA OM NORDIC LINK

INDLEDNING

FORMÅL OG INDHOLD

DAGENS SITUATION

GENNEMFØRTE UNDERSØGELSER

INFORMATIONS-
KILDER

POLITISK STATUS FOR NORDIC LINK

PROBLEMSTIL-
LINGER OG PERSPEKTIVER

PUBLIKATIONS-
LISTE

ORDLISTE

06-09-2004 |